Project Greensand roser nyt samarbejde mellem Danmark og Tyskland

Project news

25/04/2023

Ny aftale er et vigtigt skridt på vejen mod at forløse potentialet for international lagring af CO2 i Nordsøen . Derfor er der stor tilfredshed i konsortiet bag Project Greensand, efter at Danmark og Tyskland har indgået en ny politisk samarbejdsaftale med fokus på lagring af CO2 i den danske del af Nordsøen. 

Den nye samarbejdsaftale mellem Danmark og Tyskland baner vejen for at sætte yderligere fart på lagring af CO2 i Nordsøens undergrund til gavn for klimaambitionerne i Danmark og i resten af Europa. Aftalen får rosende ord med på vejen fra konsortiet bag Project Greensand. 

”Vi er meget glade for, at Danmark og Tyskland har indgået denne banebrydende aftale. Det er endnu et skridt i retning af, at vi kan forløse det klimamæssige potentiale i fangst og lagring af CO2 i Nordsøen. Vi har netop vist, at teknologien virker, og vi er klar til at skalere den, så vi kan lagre op til 8 mio. ton CO2 om året i 2030. Det kræver dog, at der i de kommende år bliver fanget langt mere CO2, og at der er politisk opbakning til at etablere et marked. I det lys er aftalen et vigtigt første skridt. Næste skridt bør være en bilateral aftale mellem de to lande, der gør transport af CO2 mellem Danmark og Tyskland mulig”, siger Mads Gade, administrerende direktør, INEOS Danmark. 

Danmark har vist at teknologien fungerer i praksis 
Aftalen blev underskrevet på Nordsøtopmødet 24. april af Danmarks Klima-, Energi- og Forsyningsminister, Lars Aagaard, og Tysklands Økonomi- og Klimaminister samt Vicekansler, Robert Habeck. Den skal ifølge Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet bidrage til at sikre, at de grønne ambitioner bliver til virkelighed. Formålet er at signalere over for markedet, at Danmark er en seriøs spiller, når det gælder lagring af store mængder CO2. Danmark og Tyskland skal dele erfaringer om teknologiudvikling og udviklingen af de mest hensigtsmæssige regulatoriske rammer for CCUS. 

Aftalen lander en måneds tid efter, at H.K.H. Kronprins Frederik gav signal til at lagre den første CO2 i den danske del af Nordsøen. Det skete 8. marts ved begivenheden First Carbon Storage i Esbjerg. Her demonstrerede konsortiet bag Project Greensand som de første i verden, hvordan CO2 kan transporteres på tværs af landegrænser og lagres offshore for at afbøde klimaforandringerne. 

”Ved First Carbon Storage satte vi en tyk streg under, at teknologien bag fangst og lagring af CO2 fungerer i praksis. Det er ikke bare streger på et stykke papir eller ord i en rapport. Vi har netop vist hele verden, at vi kan fange CO2 i ét europæisk land, transportere det på tværs af landegrænser og lagre det i Nordsøens undergrund. Teknologien er klar, infrastrukturen er der, og vi er klar til at sætte yderligere skub på udviklingen, så CCS kan spille en vigtig rolle i forhold til at mindske udledningerne i Danmark og resten af Europa,” siger Mads Gade. 

Potentialet kan forløses med de rigtige rammer 
I løbet af de seneste år har Project Greensand udviklet og sammensat de innovative teknologiske løsninger, så fangst og lagring af CO2 kan bringes i spil for at mindske CO2-udledningerne i Danmark og Europa. 

”De seneste år er der taget visionære politiske beslutninger om at investere i udviklingen af fangst og lagring af CO2 i Danmark. Det gav os mulighed for at demonstrere, hvordan teknologien fungerer i praksis. Nu er bolden tilbage på politikernes banehalvdel, og danne aftale er et skridt i den rigtige retning. Nu skal der laves nogle internationale aftaler og rammevilkår, så vi kan skalere det op og arbejde for at forløse det fulde potentiale i fangst og lagring af CO2,” siger Mads Gade. 

Lagring af CO2 fra resten af Europa kan gøre det billigere at nå danske klimamål 
Der er store forskelle på de europæiske landes muligheder for at lagre CO2, og her er Danmark begunstiget af en unik undergrund. Der kan lagres op mod 22 milliarder ton CO2 i den danske undergrund, viser beregninger fra GEUS. Det svarer til mellem 500 og 1.000 års samlet dansk udledning på nuværende niveau. Dermed står Danmark i en unik position, når det kommer til at lagre CO2 fra andre lande. 

”Lagringspotentialet for CO2 i Danmarks undergrund er meget større, end hvad vi selv kan fange og lagre. Derfor skal det sættes i spil internationalt, så vi kan understøtte EU's målsætning om klima-neutralitet i 2050. Der er behov for en fælles europæisk infrastruktur til transport og handel med CO2, som vil skalere markedet. Det vil blive billigere at indfri vores egne klimaambitioner i Danmark, hvis vi også henter og lagrer CO2 fra andre lande,” siger Mads Gade. 

En analyse fra Kraka viser, at CCS i de kommende år kan udvikle sig til en trecifret milliardforretning, hvis der udvikles et europæisk marked for handel og lagring af CO2 på tværs af landegrænser. Baseret på de allerede kendte projekter i Danmark er det sandsynligt, at Danmark sikrer sig 5 pct. af markedet. Det vil resultere i op mod 9.000 arbejdspladser og har et økonomisk potentiale på 50 milliarder kroner. 

Back to News