Project Greensand har gennemført den første lagring af CO2 i Danmarks undergrund

Project news

08/03/2023

Arbejdet i konsortiet bag Project Greensand går nu ind i en ny fase. Efter en succesfuld lagring af CO2 i Nordsøens undergrund skal resultaterne nu analyseres, så vejen kan banes for at indfri lagringspotentialet i Danmark.

I løbet af foråret har Project Greensand sikkert og effektivt lagret CO2 i Nordsøens undergrund. Medlemmerne i konsortiet bag, har som de første i verden demonstreret, at indfanget CO2 kan transporteres på tværs af landegrænser og lagres offshore for at afbøde klimaforandringerne. 

”Der er blevet udført et stort arbejde fra alle i hele konsortiet bag Project Greensand, og selve lagringen er gået, som vi forventede. Vi har vist, at det kan lade sig gøre, og vi er allerede blevet meget klogere på, hvordan vi sammensætter den sikreste og mest effektive værdikæde til CO2-lagring på tværs af landegrænser. Nu skal vi dykke ned i resultaterne, så vi kan blive klogere på, hvordan vi bedst arbejder videre for at indfri potentialet i CO2-lagring i Danmark,” siger Mads Gade, Landechef, INEOS Energy Denmark. 

Europæisk succeshistorie på tværs af landegrænser 
Lagringen af den første CO2 i Danmark blev markeret ved begivenheden First Carbon Storage, hvor H.K.H. Kronprins Frederik gav signal til, at lagringen kunne begynde. Inden da havde de flere end 300 gæster blandt andet set en videotale fra Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, der satte fokus på Nordsøens centrale rolle og samarbejdet i Project Greensand. 

”Det viser endnu en gang, at Nordsøen i stigende grad spiller en afgørende rolle i Europas klimaneutrale fremtid. Den historie fortjener at blive delt. Det er en europæisk succeshistorie om samarbejde på tværs af landegrænser. Det er en historie, der involverer snesevis af små europæiske virksomheder, forskningsinstitutioner og industrielle spydspidser. En europæisk værdikæde, når det er bedst. Dette projekt gavner vores industri såvel som klimaet,” lød det fra Ursula von der Leyen via videolink ved First Carbon Storage. 

Fuld fokus på at indfri lagringspotentialet 
Med den succesfulde lagring af CO2 i den danske del af Nordsøen er vejen banet for, at fangst og lagring af CO2 kan bringes i spil for at afbøde klimaforandringerne og hjælpe til at opnå CO2-neutralitet. De fysiske opgaver på Nordsøen er i overensstemmelse med projektplanen afsluttet, og konsortiet bag Project Greensand intensiverer nu arbejdet for at igangsætte og etablere en modningsproces, der kan bane vejen for at indfri lagringspotentialet i den danske del af Nordsøen. 

”Vi ved nu, at vi sikkert og effektivt kan lagre CO2 i den danske del af Nordsøen. Vel at mærke CO2, der er fanget i et andet land, transporteret på tværs af landegrænser, for så at blive lagret i Danmark. Nu kommer vi til at fokusere på, hvordan vi bedst baner vejen for at skalere det yderligere, så vi i første omgang kan lagre op mod 1,5 millioner tons CO2 om året i 2025/2026,” siger Mads Gade. 

Der kan lagres op mod 22 milliarder tons CO2 i den danske undergrund, viser beregninger fra GEUS. Det svarer til mellem 500 og 1.000 års samlet dansk udledning på nuværende niveau. I februar 2023 gav Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet de første tilladelser til storskala lagring af CO2 i den danske del af Nordsøen. Her fik de ledende partnere i Project Greensand, INEOS og Wintershall Dea, tilladelse til storskala lagring af CO2 i den danske del af Nordsøen fra 2025. 

Back to News