H.K.H. Kronprins Frederik skal lagre den første CO2 i Nordsøen

Project news

23/02/2023

Onsdag den 8. marts 2023 begynder lagringen af den første CO2 i den danske del af Nordsøen. Det sker ved begivenheden First Carbon Storage, der er arrangeret af INEOS og Wintershall Dea – ledende partnere i konsortiet bag det danske Project Greensand.

First Carbon Storage løber af stablen på havnen i Esbjerg, hvor Kronprinsen officielt sætter gang i den første lagring af CO2 i den danske del af Nordsøen. Det sker, når Kronprinsen giver signal til at vende trafikken i Nordsøens rørledninger - 50 år efter Prins Henrik åbnede for produktionen af olie og gas fra den danske Nordsø. 

Inden den første lagring af CO2 i Danmark officielt kan begynde, vil Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, give en eksklusiv videotale, ligesom Klima-, Energi-, og Forsyningsminister, Lars Aagaard, vil give en tale fra scenen. 

Danmark bliver centrum for verdens første offshore CO2-lagring på tværs af landegrænser Danmark indtager en helt central rolle, når Project Greensand markerer First Carbon Storage. Fra havnen i Esbjerg bliver det for første gang i verden demonstreret, at der kan lagres indfanget CO2 transporteret på tværs af landegrænser offshore med det formål at afbøde klimaforandringerne. 

Danmark bliver altså centrum for en verdenspremiere, når Project Greensand viser, hvordan der kan skabes en international infrastruktur, som kan indfri potentialet for fangst og lagring af CO2. 

Vejen mod Danmarks og EU's mål om klimaneutralitet skaber vækst og arbejdspladser 

FN’s Klimapanel (IPCC) har gentagne gange fastslået, at fangst og lagring af CO2 er et vigtigt værktøj, som kan sættes i spil for at afbøde klimaforandringer. Også Europa-Kommissionen anser fangst og lagring af CO2 som en afgørende brik på vejen mod et CO2-neutralt Europa. 

Kommissionen anslår, at der i 2050 skal lagres op mod 300 millioner tons CO2 om året, hvis EU skal opnå klimaneutralitet. Vigtigheden af at der etableres en international værdikæde for fangst og lagring af CO2 understreges af, at formand for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, vil levere en optaget tale ved First Carbon Storage. 

Fangst og lagring af CO2 spiller ligeledes en central rolle i SVM-regeringens mål om klimaneutralitet i 2045, og Klima-, Energi-, og Forsyningsminister, Lars Aagaard, vil tale på scenen ved First Carbon Storage. Den danske undergrund er med sine mange kendte reservoirer velegnet til at lagre CO2. Den rummer et lagringspotentiale, der langt overgår de danske CO2-udledninger. Det potentiale kan bringes i spil i en international kontekst, hvor også andre lande kan lagre indfanget CO2 i den danske del af Nordsøen. Det er skridt på vejen mod at afbøde klimaforandringerne internationalt, som samtidig skaber vækst og arbejdspladser i Danmark. 

Back to News