Dansk nøglerolle i europæisk klimakamp skaber tusindvis af jobs

Project news

07/03/2023

Danmark står i en unik position i europæisk sammenhæng, når det kommer til lagring af CO2, viser den første kortlægning af CCS-markedet i Europa. Takket været gunstige vilkår i den danske undergrund kan vi hjælpe nabolande som Tyskland og Polen med at lagre CO2 sikkert. CCS rummer store økonomiske muligheder med udsigt til tusindvis af arbejdspladser og flere milliarder til dansk økonomi, viser en ny analyse fra Kraka.

Fangst, transport og lagring af CO2 i undergrunden (CCS) kan i de kommende år udvikle sig til en trecifret milliardforretning i Europa. Baseret på de allerede kendte projekter i Danmark er det sandsynligt, at Danmark sikrer sig 5 % af markedet. Det vil resultere i op mod 9.000 arbejdspladser og et økonomisk potentiale på 50 milliarder kroner. Formår Danmark at få en markedsandel på 10%, kan den økonomiske værdi af CCS-branchen i Danmark udgøre op mod 100 milliarder kroner og give 17.000 arbejdspladser. Det viser en analyse fra Kraka Advisory, der for første gang nogensinde har kortlagt og analyseret CCS-markedet i Europa.

"Analysen fra Kraka viser, at det kan betale sig at være frontløbere. Med lagringen af den første CO2 i den danske undergrund rykker vi i Danmark helt frem i førerfeltet i verden. Det glæder os, at vi har alle forudsætninger for at skabe en ny industri med tusindvis af arbejdspladser på ryggen af de erfaringer, vi har høstet på Nordsøen de seneste 50 år", siger Mads Gade, administrerende direktør, INEOS Danmark, og fortsætter:

"Kraka vurderer, at det er realistisk, at Danmark får en markedsandel på 5%. Det kan skabe 9.000 arbejdspladser og udgøre et økonomisk bidrag på op til 50 milliarder kroner til dansk økonomi. Jeg mener dog, at vi har alle forudsætninger for at gøre vores markedsandel endnu større og øge værdiskabelsen af CCS. Det skal vi gå efter - til gavn for klimaet, danske arbejdspladser og dansk økonomi".

Danmark i unik position i europæisk sammenhæng
EU har en ambition om at være klimaneutrale i 2050 og vurderer, at der skal lagres flere hundrede millioner tons CO2. Der er dog store forskelle på, hvor meget CO2 de enkelte EU-lande kan lagre. Danmarks er blandt de lande med størst lagringspotentiale, og den danske undergrund er særdeles velegnet til at lagre CO2. Det står i kontrast til flere store europæiske økonomier - heriblandt Tyskland og Polen. De har store CO2-udledninger og et stort lagringsbehov, men de har ikke samme muligheder for at lagre CO2 som Danmark. Derfor er det nødvendigt at etablere et europæisk marked for handel og transport af CO2.

"Vores analyse viser ganske interessant, at CCS rummer et enormt potentiale for dansk økonomi. Danmark kan blive en central aktør i Europa, men det kræver, at der udvikles et europæisk marked for handel og lagring af CO2 på tværs af landene. Vi vurderer, at der frem mod 2030 samlet set kan lagres mellem 360 og 790 millioner tons CO2 i Europas undergrund, og det er sandsynligt, at Danmark kan få en stor del af markedet", siger ledende økonom, Kristian Stamp Hedeager, Kraka Advisory.

CCS vil bevare og skabe arbejdspladser i Danmark
Det europæiske marked for handel og lagring af CO2 kan, ifølge Kraka, nå en samlet økonomisk værdi på mellem 450 og 1.000 milliarder kroner. Danmark har en stor fordel både geografisk, men også teknologisk, da det giver nogle værdifulde erfaringer og fordele at komme først. Krakas analyse viser, at det med de danske projekter, der allerede i dag er på tegnebrættet, er realistisk, at Danmark kan opnå 5 procent af markedsandelen for CCS-markedet i Europa. Det vil give en økonomisk værdi på op til 50 milliarder kroner og resultere i 9.000 arbejdspladser i CCS-branchen. Udnyttes Danmarks førerposition til at erobre en markedsandel på 10 procent, vil det give en økonomisk gevinst på op til 100 milliarder kroner til dansk økonomi. Der er samtidig også politisk opbakning i Danmark til lagring af CO2 i Nordsøen, hvilket giver Danmark en unik position i Europa.

"Undergrunden i den danske del af Nordsøen er særdeles velegnet til at opbevare CO2 sikkert. Samtidig har danske politikere taget visionære beslutninger ved at investere i CCS. De har forståelse for, at klimaet kræver handling. Med Project Greensand sætter vi nu en tyk streg under, at det kan lade sig gøre rent praktisk. Så er vores næste opgave, at vi med politisk hjælp får etableret et europæisk marked for transport og lagring af CO2", siger Mads Gade, administrerende direktør i INEOS Danmark.

Hos Dansk Metal, der repræsenterer tusindvis af medlemmer, der arbejder i offshore-sektoren, er der opbakning til udvikling af en CCS-industri i Danmark med Esbjerg som et europæisk knudepunkt for lagring af CO2.

"Vi ser meget store muligheder for lagring af CO2 i Nordsøen. Danmark har en unik mulighed for både at gøre en stor forskel for klimaet og samtidig fastholde og udvikle rigtig mange arbejdspladser på Nordsøen. Potentialet er kæmpestort," siger Claus Jensen, formand for Dansk Metal.

Back to News